Udsyn

Peter Magyars knusende sejr i Ungarn udlægges af mange medier og politiske kommentatorer som en sejr for de liberale demokratier og et nederlag for verdens autoritære og nationalkonservative kræfter. Den amerikanske kommentator Anne Applebaum sammenlignede endda Orbáns nederlag med murens fald i 1989. At selve det liberale demokrati skulle stå og falde med valget i Ungarn, er alligevel lidt dramatisk. Dels fordi det, der kaldes det politiske centrum i Europa, i de senere år har overtaget nogle af de nationalkonservative holdninger. Dels fordi Peter Magyar selv er nationalkonservativ - endda på nogle områder endnu mere konservativ end sin forgænger. Alligevel får man indtryk af, at der findes et politisk centrum i Europa, der konstant kæmper for sin egen og selve demokratiets overlevelse. Spørgsmålene hober sig op, og Udsyn spørger derfor Alberte Bové Rud, postdoc ved Det Danske Institut i Rom og gæsteforsker ved DIIS, hvad det politiske centrum i Europa er for noget, og hvorfor så mange har så stor tiltro til en ny nationalkonservativ leder af Ungarn? Vært: Kaspar Colling Nielsen.

Så diskuterer vi igen, hvad det vil sige at være dansk. Kan man være mere eller mindre dansk eller er danskhed en absolut størrelse, som fortrænger alt andet? Er danskhed en særlig kærlighed? Til dannebrog? Til demokratiet? Til de bølgende marker, til fodboldlandsholdet eller Arne Jacobsen? Eller handler det slet ikke om bestemte nationale attributter, men om selve hengivenheden i vores hjerter? Diskussionen er langt fra ny. I 1848 skrev Grundtvig om den danske folkelighed: "Til et Folk de alle høre, Som sig regne selv dertil, Har for Modersmaalet Øre, Har for Fædrelandet Ild". Udsyn spørger Christian Albrekt Larsen, professor ved Institut for Politik og Samfund på Aalborg Universitet, hvad det er, vi forsøger at afklare med disse diskussioner og hvorfor vi nu har dem igen? Vært: Kaspar Colling Nielsen.

Gennem de seneste fire ugers valgkamp har vi - underligt nok - slet ikke snakket om AI, selvom så godt som alle er enige om, at teknologien vil blive afgørende for vores fremtid. Det er som om, der er opstået en sær fatalisme, når det gælder AI. Vi er grundlæggende henvist til at vælge mellem to forskellige katastrofer: I den ene får techmilliardærerne ret, og AI vil overtage omkring 30% af alle jobs inden for få år, hvilket vil skabe en social katastrofe uden sidestykke. I den anden kan AI ikke indfri forventningerne, og de enorme investeringer i sektoren vil gå tabt, hvilket vil skabe en finansiel katastrofe uden sidestykke. Men der er selvfølgelig også en tredje vej - som måske i virkeligheden er den mest sandsynlige - hvor AI i et tempo, hvor arbejdsstyrken kan nå at omstille sig, vil øge produktiviteten og på sigt forandre visse områder af vores arbejdsmarked. Så lad os for en kort stund droppe fatalismen og de mest spektakulære skrækscenarier og se på, hvad vi egentlig ved om denne nye teknologi, som så mange har så stor tiltro til. Udsyn spørger Stine Lomborg, professor i digital kommunikation på Københavns Universitet og leder af Center for Tracking and Society, hvad det er, AI egentlig kan og gør. Vært: Kaspar Colling Nielsen.

Politik er et teaterstykke, og partilederne er karaktererne. Der er ikke bare forskel på, hvad formanden for Enhedslisten og de Konservative mener, men også hvordan de går klædt og måden de taler og gestikulerer på. Der er visse krav til lederen af Socialdemokratiet og helt andre til lederen af Liberal Alliance. Vi bedømmer ikke alene politikerne på deres performance i debatterne, men også på, hvordan de fremstår som mennesker. At personlighed fylder noget i toppolitik, især op til valg, er ikke en nyhed, men det virker som om, der er føjet nye lag til, hvad det kræver. I hvert fald ser vi nu kuraterede bag-facaden-billeder af toppolitikere, mens de bager eller strikker derhjemme. Vi ved, hvad de spiser, og hvad de læser. Politikerne skriver endda selv bøger - og ikke bare om politik, men om deres barndom og sygdomsforløb. Toppolitik er blevet en disciplin, hvor man ubesværet skal kunne veksle mellem det formelle og det uformelle, mellem det polerede og det autentiske, uden at miste troværdighed. Udsyn spørger Lene Aarøe, professor ved Institut for Statskundskab på Aarhus Universitet, hvad det betyder for den måde, vi vælgere orienterer os på. Stemmer vi på nogen eller noget? Vært: Kaspar Colling Nielsen.

Det flyver rundt med økonomiske forslag i valgkampen - pensionsalder, boligskat, formueskat. Men forstår vi egentlig, hvad det betyder for samfundsøkonomien? Og handler politikernes forslag i virkeligheden mere om at fremstå troværdige og kompetente end om selve økonomien? Udsyn spørger professor Jesper Rangvid fra CBS, om økonomisk troværdighed er blevet den vigtigste egenskab for enhver politiker, der griber ud efter magten. Vært: Kaspar Colling Nielsen.

Indimellem kan man få en fornemmelse af, at forskellene i dansk politik er meget små: LA synes grundlæggende godt tilfredse med, at Danmark er en velfærdsstat, og SF er vist også godt tilfredse med, at vi har en stram udlændingepolitik. Men er det så en enighed, der er kommet med den "mærkelige" midterregering, eller er samarbejdet mellem de traditionelt ideologiske centrer i hver sin blok et produkt af netop en sådan enighed? Eller måske er fornemmelsen slet ikke rigtig? Måske er der lige så meget uenighed i dansk politik, som der altid har været. Udsyn spørger lektor ved Institut for Statskundskab på Københavns Universitet Karina Kosiara-Pedersen, hvordan det danske politiske landskab egentlig ser ud i dag - findes de grundlæggende ideologiske forskelle stadig, og orienterer vi os stadig efter de røde og blå blokke? Vært: Kaspar Colling Nielsen.

Valgløfter har eksisteret siden antikken og synes at være et fundamentalt træk ved demokratiet selv. Når politikere lover noget i en valgkamp, skaber de en forbindelse mellem dem selv og vælgerne. De binder sig til bestemte, forudsigelige handlinger - hvis vælgerne altså vælger dem. Valgløfter formulerer ikke bare politiske værdier på en konkret og let forståelig måde; de er samtidig en håndfæstning, en underordning af - eller i det mindste en sidestilling mellem - den folkevalgte og den enkelte vælger. I valgets første partilederrunde blev afskaffelsen af store bededag diskuteret heftigt. Kritikken fra oppositionen gik ikke så meget på afskaffelsen i sig selv, men mere på, at den ikke havde været varslet - at den uden videre blev taget fra folk, "som en tyv om natten", som stort set alle partilederne i oppositionen gentog igen og igen. Valgløfter er altså ikke bare valgflæsk og overbudspolitik, men noget vi forventer af de folkevalgte. Men hvor går grænsen? Udsyn spørger Troels Bøggild, lektor på Institut for Statskundskab ved Aarhus Universitet, hvad man som politiker kan og skal love - og hvornår det kammer over. Vært: Kaspar Colling Nielsen.

Siden 00'erne har vi talt om hybridkrig, men først for nylig er det blevet en fast del af vores sprog. Hybridkrig dækker over alt muligt, fra droneangreb til påvirkningskampagner. Spørgsmålet er, hvordan vi bør forstå begrebet, når det dækker over så meget. På den ene side peger begrebet på, hvordan nye teknologier og virtuelle arenaer skaber nye betingelser for, hvordan vi opfatter virkeligheden - og dermed for manipulation. På den anden side dækker begrebet over alle mulige fysiske aktiviteter, der skal destabilisere og på anden måde påvirke befolkninger. Måske er begrebets egentlige formål ikke så meget det, det forsøger at rumme, men mere det, det gør. Måske er begrebet en portal, en lille sprække i tiden, der tillader os at se konturerne af en mulig fremtid, hvor sandt og falsk, det virtuelle og det virkelige, er stadig mere sammenfiltret og ikke lader sig dechifrere med vores nuværende kognitive og politiske værktøjer. Udsyn spørger Flemming Splidsboel, seniorforsker ved DIIS, hvordan vi bedst forbereder os til fremtiden. Vært: Kaspar Colling Nielsen.

For øjeblikket diskuterer vi, hvem der burde modtage en fødevarecheck - og nok især, hvem der ikke burde. I det hele taget går der næppe en dag, uden at vi mener noget om velfærdsstaten. Måske synes vi, at vi burde bruge flere penge på de ældre og mindre på folkeskolen, eller måske mere på psykiatrien og mindre på kontanthjælp. Til gengæld tænker vi sjældent over det modsatte - altså hvordan forvaltningen opfatter os som borgere. Vi ved selvfølgelig godt, at vi grundlæggende er retssubjekter, og vi mærker det, når vi træder ind i forvaltningens mange systemer og forvandles fra privatpersoner til patienter i sundhedssystemet, til elever i uddannelsessystemet, til jobsøgende i beskæftigelsessystemet, til anklagede i retssystemet osv. osv. De måder, forvaltningen opfatter os på, forandrer sig ikke kun afhængigt af, hvilke systemer vi befinder os i, men også over tid i takt med, at forvaltningens organisering har udviklet sig. Udsyn taler med Niels Åkerstrøm Andersen, professor i politisk ledelse ved Copenhagen Business School, om, hvorvidt vi bør reflektere mere over, hvordan forvaltningen egentlig betragter os som borgere, for noget tyder på, at relationen er ved at forandre sig grundlæggende, og det er selve vores retsstat, der er på spil. Vært: Kaspar Colling Nielsen.

At følge med i international politik i dag føles mere og mere som at se et surrealistisk teaterstykke. Hvem vi er, hvor vi befinder os, hvad vores ord betyder, og hvad vi vil, er uklart - ikke som et eksistentielt billede på den menneskelige eksistens, men i realpolitiske termer. Det er ellers ikke mange år siden, at vi alle - i hvert fald i vores del af verden - kunne blive enige om, at demokratiet var den bedste af alle styreformer. Op gennem historien har demokrati nærmest været synonymt med velstand og fremgang, og ethvert land, der ønskede sig vores levestandarder, kunne vi belære om, at de først skulle den lange vej om demokratiet for en dag at lykkes. Men hvad nu, hvis det ikke er sandt længere? Hvad nu, hvis demokratiet ikke længere har monopol på at skabe rige og magtfulde samfund? Udsyn spørger professor i idéhistorie ved Aarhus Universitet, Mikkel Thorup, om demokratiet kan overleve. Vært: Kaspar Colling Nielsen.

Hele kongeriget åndede lettet op, fordi mødet med en af vores nærmeste allierede ikke udviklede sig til en total offentlig ydmygelse. Det hele er vildt og historisk: Danmarks og Europas alliance med USA har ikke blot været en formel aftale, men et dybt værdimæssigt fællesskab funderet i demokratiske værdier og en lang fælles historie. Ja, endda mere end det: Vi var i familie med hinanden, for alle amerikanere havde europæiske forældre eller bedsteforældre, som også var vores. Man kan betragte det som en gigantisk skilsmisse. Det handler ikke længere om at få forholdet til at fungere, men om at administrere splittelsen. Hvem skal have hvad, og hvordan kan vi med tiden udvikle et nogenlunde mindeligt forhold til hinanden? Og når bodelingen og det praktiske så er overstået, venter selvfølgelig mere fundamentale spørgsmål: Hvem er vi overhovedet, når vi ikke længere er en del af den amerikanske familie? Udsyn spørger i dag Jacob Hariri, professor i komparativ politik ved Institut for Statskundskab på Københavns Universitet, hvem Danmark og Europa er i denne helt nye verden. Vært: Kaspar Colling Nielsen.

Når vi taler om grænser, har vi ofte en opfattelse af, at de er resultater af historiske krige og kulturelle fællesskaber, som med en vis nødvendighed har ordnet og inddelt verden, som den nu engang er. For det meste tænker vi ikke over, at de tydelige linjer på verdenskortet ikke blot er fikserede afgrænsninger, men markeringer af glidende overgange. I en verden, hvor Trump netop har afsat Venezuelas præsident og overtaget kontrollen med landets olieproduktion, og nu igen truer med at overtage Grønland, og hvor Europa på tredje år kæmper en bitter kamp om Ukraine, er det måske værd at reflektere over, hvad grænser egentlig er. Måske er grænser i det 21. århundrede ikke helt så absolutte og ukrænkelige, som vi gerne forestiller os, men snarere noget relativt. Udsyn taler med Martin Klatt, lektor ved Syddansk Universitets Center for Grænseregionsforskning, om, hvorvidt grænser i virkeligheden altid har været til forhandling. Vært: Kaspar Colling Nielsen.

Thomas Boberg og Gyldendal blev som forventet frifundet for injurieanklager, og vi har nu igen rettens ord for, at kunsten er fri. Forfattere må skrive præcis, hvad de vil, hvis der blot står roman på forsiden af bogen. Og måske bliver det bare nødt til at være sådan - ikke fordi det nødvendigvis er rimeligt, men fordi det modsatte ville være helt uoverskueligt. For forestil dig et samfund, hvor det ikke længere var tilladt at skrive om virkeligheden. Forestil dig en verden, hvor store virksomheder og magtfulde personer rutinemæssigt kunne sagsøge forlag og forfattere for millioner, hver gang en roman udkom, som man blot kunne mistænke for at omhandle virkelige personer og begivenheder. Det ville ikke bare hæmme, men dræbe litteraturen. Men selvom kunsten er fri - rent juridisk - er der så ikke visse hensyn og regler, som virkelighedslitteraturen trods alt må overholde? Udsyn spørger redaktionschef for Opinion hos Politiken, Lotte Folke Kaarsholm, hvilken rolle virkelighedslitteraturen spiller. Vært: Kaspar Colling Nielsen.

Hvert år den 24. december kl. 12 udlyses julefreden fra byen Turku i Finland - en tradition, der kan spores tilbage til 1300-tallet. Om det var denne udlysning af en julefredsånd, der nåede skyttegravene i Normandiet i 1914, vides ikke, men et faktum er det, at de stridende parter julenat spontant nedlagde våbnene og mødtes til en fælles skål i det udbombede ingenmandsland. Året efter gentog man begivenheden og tilføjede en fodboldkamp. Hvis det var udlysningen af julefreden, der skabte de spontane våbenhviler for mere end hundrede år siden, kan man håbe, at denne fredsånd igen vil gøre sin virkning og bringe fred til Gaza, Ukraine, Sudan og alle andre steder, der er mærket af krig og ufred. I den anledning er det måske værd at reflektere over, hvad fred overhovedet vil sige. Hvordan opstår fred, og hvordan fastholdes den? Er fred blot et fravær af den vold og dramatik, som krigen består af, eller har freden sin egen logik, handlinger og begivenheder, som vi let kan overse, fordi de ikke i dramatik kan måle sig med krigens massakrer, heltedåd og historiske vendepunkter? Udsyn spørger i dag Isabel Bramsen, leder af freds- og konfliktstudier ved Lunds Universitet, hvordan vi kan nærme os freden i en verden i brand. Vært: Kaspar Colling Nielsen.

Verden er i krise; der er krig i Europa, og vi er bange - og alligevel forventes det at julesalget vil slå alle rekorder. For selvom vi muligvis lever i de sidste tider, er den danske økonomi stærkere end nogensinde og stærkere end næsten alle andre økonomier i verden. Det skyldes ikke mindst den stille revolution, som det private erhvervsliv i Danmark har gennemgået de sidste 20 år. En revolution, hvis implikationer vi endnu ikke helt har forstået. Hvor Danmark tidligere bestod af mange mindre og mellemstore virksomheder, domineres vi nu af nogle få store, globale selskaber. Udsyn spørger Martin Jes Iversen, lektor på Institut for Strategi og Innovation på CBS, hvordan vi skal lære at forstå vores erhvervsliv, og hvilken betydning det har for vores demokrati og samfund som helhed, når få giganter får stadig større betydning for vores økonomi. Vært: Kaspar Colling Nielsen.

Modsætningerne mellem land og by er i stigende grad både udgangspunkt og konklusion på mange politiske diskussioner - således også ved det netop overståede kommunal- og regionsvalg. Land-by-konflikten er en megatrend, der går igen i alle mulige sammenhænge, ikke kun i Danmark, men i hele verden, og konflikten er skarpt skåret op: Byerne vil have grøn omstilling og woke. Landet vil have infrastruktur, faste kønsroller, mere landbrug og lavere benzinpriser. Land og by er ikke bare fundamentalt forskellige, men et modsætningspar, der gensidigt definerer hinanden negativt. Men holder dette modsætningsforhold egentlig, når man undersøger det nærmere? Urbaniseringen fortsætter nemlig, og ikke kun som en tilstrømning til de største byer. Faktisk bor 60 % af danskerne i byområder med mindst 10.000 indbyggere - og hvilken status har de? Udsyn spørger professor i bysociologi ved Aalborg Universitet, Anja Jørgensen, i hvor høj grad land/by-diskussionen overhovedet afspejler virkeligheden. Vært: Kaspar Colling Nielsen.

Som en del af den grønne trepart har regeringen pålagt mælkeproducenter at bruge "metanreducerende produkter", som Bovaer, der reducerer køernes udledninger. Men nu advarer landmændene om, at dyrene bliver syge af produktet, og hvis det er sandt, hvad gør vi så? Er dyrevelfærd vigtigere end klimaet? Dilemmaet viser, hvordan dyrevelfærd og klimapolitik ofte ikke går hånd i hånd, og det er samtidig et eksempel på, hvordan vi tvinges til at reflektere over vores forhold til de millioner af husdyr i Danmark, som lider under industrielle forhold, vi ofte ignorerer. I Udsyn spørger vi lektor i bioetik Mickey Gjerris, hvordan vi burde behandle husdyr, og om et meningsfuldt liv overhovedet er muligt for de dyr, vi opdrætter og slagter på en industriel skala. Vært: Kaspar Colling Nielsen.

Alt for mange af os drømmer om store huse og lejligheder - stuer med stuk, smukt lysindfald, spisekøkken og adgang til det fri, hvor børnene kan løbe og lege. Og det bliver ikke ved drømmene - vi optimerer, bygger til og skaffer os mere plads. Men alle kvadratmeterne - alt nybyggeriet - koster dyrt på klimaregnskabet og kolliderer med de planetære grænser. Af hensyn til klimaet lægger regeringen derfor op til, at det skal være sværere at rive ned for at bygge nyt. Men samtidig står mange byer og skriger på nye boliger. Så hvad kan - og skal - vi overhovedet bygge til fremtiden? Det diskuterer vi med boligforsker ved Aalborg Universitet, Mette Mechlenborg. Vært: Kaspar Colling Nielsen.

De smiler venligt ned til os fra plakaterne på landets lygtepæle - politikerne. Ved folketingsvalget genkender vi mange af dem, men når det gælder kommunalvalget, er det faktisk de færreste kandidater, vi ved, hvem er. I det hele taget er det, som om kommunalpolitik ikke helt kan bære sin egen vægt - underligt nok. For vi bor jo alle i en kommune, hvor de kommunalpolitiske prioriteringer påvirker alt, hvad der vedrører vores børn og unge, ældre, trafik, boligforhold og meget mere. Alt sammen vigtige og nære ting. I Udsyn i dag diskuterer vi sammen med lektor i statskundskab ved KU, Frederik Hjorth, hvad vores udbredte lokalpolitiske uvidenhed egentlig betyder for vores valg. Vært: Kaspar Colling Nielsen.

Kystsikring, oversvømmelser, stormflod. Uanset hvor lidt vi har lyst, kommer vi til at tale en hel del om den slags i de kommende år. For sikkert er det, at vandet kommer. Selv hvis hele verden stoppede med at udlede drivhusgasser i morgen, ville havet fortsat stige i mange år - endda århundreder - og forandre det verdenskort, vi har kendt, siden vi var børn. Her i flade Danmark er vi selvfølgelig særligt udsatte med vores lange, smukke kyststrækninger, der indtil for nylig var de mest attraktive steder at bo, men som nu risikerer at blive ubeboelige. Men hvor meget vand kan vi forvente, og hvor hurtigt vil det komme? Og hvad kan vi redde - og hvad må vi ofre? Det undersøger Udsyn i dag sammen med professor i landskabsarkitektur og planlægning ved Københavns Universitet, Henrik Vejre. Vært: Kaspar Colling Nielsen